21. Rejsebrev – Lang tid er gået med lidt.
Undskyld, I ikke har hørt fra mig så længe!! Jeg har forsømt min ambition om, at skrive et rejsebrev hver eller hver anden måned og denne gang, er der faktisk gået et halvt år. Jeg må se at stramme mig lidt an!
Der har dog været mange (mere eller mindre) gode grunde til stilheden. Vi har haft et ret hårdt efterår. Vi var alle syge på skift i flere omgange og især børnene kunne ikke rigtig komme ovenpå igen. Simon var den der var mindst fysisk syg, men til gengæld har han været meget nede psykisk og helt flad og færdig. Vi har lige kunnet samle kræfter nok til at have gæster i et par omgange, og nydt det rigtig meget. Samt haft en super god tur til Kreta i anledning af min mors 60 års fødselsdag og været i Danmark på en skøn juleferie.
Ellers har vi haft en fornemmelse af, at hænge i med neglene og kun gøre det allermest nødvendige. Heldigvis kan vi jo også selv sætte hastigheden og ambitionsniveauet op og ned. Da Franka fx havde været syg i godt en måned, var vi bare lykkelige over, ikke at skulle stå ret overfor en arbejdsgiver, eller bede nogen om endnu en barnets ”første” sygedag.
Jeg prøver jo godt nok at gå til ”al min malen” som et fuldtidsjob -men når man nu er sin egen chef, er alting dog lidt nemmere. Har af den grund næsten kun fået malet diverse bestillingsarbejde, hvilket der til gengæld også har været en del af. Jeg var ellers begyndt, at komme hos en kunstner i Burgas, der gav mig nye fif og en masse kunstteori, så jeg kunne få noget ny inspiration og blive bedre til at male. Det var umanerligt godt og givtigt at tale med ham, så det vender jeg helt sikkert tilbage til, når der kommer lidt flere plusser på energiregningen og tidsplanen.
I øjeblikket har jeg været så heldig, at få tre store projekter ind, som står først på to-do-listen. Jeg har solgt godt op til jul, og da jeg ikke rigtig har fået produceret nogle nye, er vores vægge næsten ribbet for mine egne akvareller. Men det må jo siges, at være et positivt problem.
En anden stor ting der er sket på den tid, der er gået fra jeg skrev sidst, er vores husdyr situation. Ja, jeg ved godt, at jeg skriver meget om vores dyr, men når man går hjemme sammen med dem hver dag, kommer de små kræ til at fylde meget i ens hverdag. Håber I kan holde til det…
Først og fremmest havde vi den store fornøjelse, at få hunden Heidi Rakia ind i vores liv. Hende hentede vi i Danmark, da vi var på sommerferie. En masse kedelige praktiske ting, omkring vaccinationer og indførsel af hunde til et andet land, gjorde, at det ikke blev den lille hvalp, som vi havde bestilt inden afrejsen til dk, vi endte med at få med hjem. Heidi var ni måneder, da vi fik hende fra en kennel, hvor hun ellers skulle have været brugt til avl. Hun kom dog ikke så godt ud af det, med de andre voksne hunner i gruppen hun gik med, så da vi ringede til kennelen og efterspurgte en voksen bomuldsblanding, fik vi lov til at købe hende. Det har været gensidig kærlighed fra første færd og vi er SÅ glade for vores lille hyggelige Ryatæppe. Hun er med alle steder, og da hendes race på ingen måde er almindelig hernede, er hun i høj kurs. Selv blandt Bulgarerne, der ellers normalt er rædselsslagne for hunde.
Der er dog langt fra Schæferhunden Rex, som til evig tid vil være sammenligningsgrundlaget for både børn og Simon, til den bette trunte vi har nu. Der er næsten mere kat end hund i Heidi. Men hun passer rigtig godt til det liv vi har, hvor vi rejser så meget og har mange mennesker i vores hjem, der ikke nødvendigvis er ret hunde-glade.
Hun leger også rigtig godt med vores katte og blandt dem er der også sket noget nyt. Vi har desværre mistet den røde hankat Splint, men fået hankatten Lille Mis.
Splint forsvandt en dag og vi ved ikke, hvad der er sket med ham. Noget kunne tyde på, at der har været gift involveret. Den samme uge forsvandt ”vores” frie landsbyhund Conny nemlig også. Conny kom hos os på næsten daglig basis og fik mad, en lur og lidt kærlig omsorg. Hun gik frit rundt i landsbyen og holdt til hos forskellige gode mennesker i byen og var afholdt af mange. Vi havde lige haft hende med til dyrelæge, der fandt hende super rask og sund. Efter en del efterforskning fandt vi ud af, at hun var blevet forgiftet og fundet død af købmanden, som også var én af hendes venner. På det tidspunkt havde jeg godt lagt mærke til, at det var virkede helt støvsuget for vilde hunde i landsbyen, så der er nok døde en del på den konto. Sandsynligvis også vores kat Splint… En rigtig modbydelig måde at gøre det af med dyrene på, men desværre ikke ualmindelig her. Tænker, man nok bare skal prise sig heldig, der ikke røg et barn med i udryddelsen… 
. Det er hårdt at være dyr her i BG!
Lige inden alt dette skete, havde jeg fundet en lille, let forkommen killing i Burgas, mens jeg gik og ventede på Simon skulle blive færdig på hospitalet. Det var en varm dag og han kom og fik lidt og drikke. Jeg faldt helt for ham og endte med at tage ham med hjem. Han er jo selvfølgelig blevet voksen i mellemtiden, men er stadig en fræk teenager i lømmelalderen, samtidig med at han er et kæmpe nussehoved og stædig som en i h….
Dagene flyver og for en lille uges tid siden kunne vi fejre at det var to år siden, vi kom til Bulgarien med traileren fyldt med 40 flyttekasser og et par 4,5 årige tvillinger på bagsædet.
De smukker unger er nu blevet meget store, hvis du spørger dem selv. Rokketænderne rasler ud af munden på dem i ét væk, tøjet stumper alle steder og de kan gøre næsten alt selv efterhånden. De er ved at være rigtig seje til at tale bulgarsk og bliver selv overraskede over, hvor flydende de faktisk er blevet. Franka har været lidt bagud i forhold til Janus, som bare giver max gas med at snakke sproget, men som hun selv siger: ”Mor, jeg kan bare sige alt muligt. Jeg ved slet ikke hvordan, men det kommer bare af sig selv nu.” Det er jo dér, man gerne vil hen!
De begyndte i efteråret, at få timer hos en lærer, der arbejder i deres børnehave. Privat hjemme hos hende. Hun er rigtig dygtig og det har gjort en kæmpe forskel. Her i januar startede jeg også ved hende og det er rigtig godt. Jeg får undervisning nogenlunde på samme måde som børnene gennem en undervisningsbog til første klasse elever. Vi læser små digte og lærer på den måde bogstaverne og ord. Ungerne er allerede ret gode til at læse. Det er hyggeligt at lære sammen med dem og jeg kan selvfølgelig meget bedre hjælpe dem. Det var ikke lige den måde jeg havde forestillet mig at lære bulgarsk, men det virker. Dog lærer jeg også mange knap så brugbare ord som; æselføl og karet, men hvem ved om jeg får brug for det en dag 
.
Simon har ikke overskud til at lære sproget i øjeblikket, men det kommer måske en dag og han klarer sig på trods, hvor han kommer frem med hjælp fra venner og google translate.
Simon gør sig til gengæld som tusind kunstner her i huset, hvor der konstant er alt muligt mellem himmel og jord der skal ordnes, fikses og findes ud af. Lige nu går han og reparerer på vores varmesystem og en radiator der er sprunget læk, de sidste par uger har han været slagtermester og parteret 20 kilo gris og 40 kilo kalv. Lavet hakkekød til det næste halve år. Lavet, jeg ved ikke hvor mange kilo frikadeller og kødboller og kogt suppe på flere hanekyllinger. Gad vide, hvem han venter besøg af…?
Derudover er han i gang med at lave de første undersøgelser vedrørende vores skitur her i vinter, men det må I høre om en anden gang. Jeg lover, at der ikke går et halvt år, inden jeg skriver igen. Rigtig god januar derude! Guderne skal vide, at denne måned godt kunne trænge til lidt pep og gode ønsker. Vær søde ved hinanden og ikke mindst jer selv!