22. Rejsebrev – Foråret står for døren.
Foråret står for døren. Den absolut skønneste tid her i BG! Alle de mange frugttræer blomstrer og storkene vader rundt i de mange vådområder i hobetal. Nu venter ca. 6 måneder med godt vejr og det trænger vi i den grad også til! Det har regnet og regnet siden oktober…og selvom vi har følt os ”hjemme” og tættere på vores fædreland af den årsag, er det ikke lige dét vi savner ved Danmark.
Nå, men brokke sig over vejret kan man jo altid og nu er vi forhåbentlig ovre vinteren. Vi har dog fået alt det ud af vintermånederne, vi kunne, da det er blevet til intet mindre end fire skiture fra januar til nu. To mindre éndagsture til et meget lille skisportssted en times tid væk fra hvor vi bor og to ”rigtige” skiferier.
Simon har stået på ski med hans familie siden han var barn og er rigtig god, mens jeg har været afsted tre gange tidligere med to forskellige efterskoler, jeg arbejdede på. Jeg kan godt komme omkring, men bliver aldrig nogen stor skibums. Har det fint med at tulle rundt på de grønne og blå pister og holde tilpas mange kaffepauser ;-). Men vi synes begge, at det er fedt at kunne give børnene muligheden for at blive rigtig gode til at stå på ski. Vi er jo ikke lige den mest sporty familie, så det er super i den mindste at have denne fysiske aktivitet sammen.
Derudover er det fuldstændig formidabelt for en flad dansker fra Herning, at kunne sætte sig i Berlingoen, køre i 5 timer og så være på et top skisportssted med knap 3 kilometer høje bjerge. Altså, det skal da udnyttes!
Første skiferie gik til Borovets, der ligger tæt på Sofia. Vi tog afsted sammen med nogle rigtig gode engelske venner, Anne og Jeremy og havde en fed tur! Ungerne fik to timers undervisning i fire dage med en skilærer og blev overraskende gode og rimelig sikre. Troede det var turen for i år, men fik her i Marts et flot tilbud fra nogle andre danskere. Vi kunne låne deres lejlighed midt i Bansko, som er det største skisportssted i BG, for et symbolsk beløb. Så afsted med os igen:-D. Så nu kører, i hvert fald Janus, bedre på ski end mig. Franka er også hård til det, men er af natur knap så frygtløs, som sin bror. Tilgengæld er hun god til at at hygge som sin mor ;-).
Som sagt har regn været temaet for denne vinter, og heller ikke på denne tur blev vi snydt. Men selvom det regnede i stride strømme det meste af ugen, fik vi tre dage på ski og rigtig spændende sightseeing i den gamle del af Bansko, med Kjeld, der havde lånt os lejligheden, som super god guide. Tusind tak igen!!! Han viste os også et udendørs spaområde, hvor man kunne svømme i vand fra de mange varme kilder, der kommer i den vulkanske undergrund under byen.
Helt igennem forrygende, at svømme rundt som kogte krebs i fuldstændig rent og helsegivende mineralvand uden kemikalier, mens luften er ca. 5 grader og regnen trommer på ens hoved oppefra. Unik og meget autentisk oplevelse!
Det er bare så eminent at være i stand til at kunne rejse så meget – punktum! Denne vinter har vi været på farten hver anden måned og oplevet SÅ mange lækre steder og mennesker. Det er godt at huske når det regner igen :-).
Siden jeg skrev sidst, er der flyttet 13 nye beboere ind i Pirnehuset, og én har forladt matriklen for at søge ny græsgange. Vigtigst af alle er ankomsten af Bitten, som adopterede vores familie for en måneds tid siden. Hun var en lille forsultet gadehund, som havde holdt til udenfor vores hus et par uger. Hun haltede slemt på det ene bagben og så ikke ud til at hun ville klare den særligt lang tid på egen hånd. Der er jo desværre rigtig mange gadehunde her i landet, også i vores landsby, og normalt lader vi dem bare være, da de både kan være bidske og rimelig vilde. Der var dog noget meget sødt og uskyldigt over denne meget lille hund. Hun var sky, men ikke uvant med mennesker. Hun havde halsbånd på, men var tydeligt meget forsømt, så vi bestemte os til at invitere hende ind og give hende en chance. Hun er et skønt og blidt lille pus, der er faldet rigtig godt til med både Heidi, kattene, os og børnene. Med en gang pencilen og en masse mad er hun nu fint kørende. Er gået fra 2,5 kilo til 4 kilo og er næsten holdt op med at halte.
De tolv andre nyligt ankomne er heldigvis forvist til et akvarie, som vi havde med i flyttelæsset fra Danmark og hedder alle en afart af Nemo ;-). Ellers tror jeg snart vi skulle begyndte at falde over alle de dyr vi efterhånden har fået raget til os.
Vores hane har fået et nyt hjem hos nogle venner, men nåede før afgangen, at være det fædrene ophav til en portion nye kyllinger, der, hvis alt går efter planen, klækker en af de nærmeste dage. Rigtige påskekyllinger :-).
Glædelig påske til alle der hjemme i DK for øvrigt. Vi venter en uge med at fejre påske her, da Bulgarien er Ortodoks Katolske og derfor har en lidt anderledes kalender. Hvornår påske falder, varierer meget, men i år er det dog tæt på hinanden.
En sidste virkelig fantastisk oplevelse jeg vil dele med jer, er det besøg vi havde midt i februar, fra en journaliststuderende fra England. Kalina er én af de mange bulgarske unge mennesker, der er taget ud i Europa for at søge uddannelse og arbejde. Hun er i starten af 20érne og har boet i England i nogle år, hvor hun studerer på en medieskole og har en engelsk kæreste. Hun fortæller, at hun føler sig meget langt væk fra Bulgarien nu, hvor hun har etableret sig i UK. Hun har umiddelbart ingen intentioner om at vende tilbage foreløbig, hvilket er helt forståeligt. Der er ikke meget at vende tilbage til, for sådan en ung pige med ambitioner indenfor medieverdenen. Hun har meget bedre odds, der hvor hun er.
Der er dog et kæmpe tab for Bulgarien, der har mistet ca. 2 millioner indbyggere over de seneste år. Langt de fleste dygtige veluddannede unge mennesker, der skulle være med til at føre Bulgarien fra fortiden til nutiden. Fornyligt var der en udsendelse fra Horisont på DR1, om ”Landet der skrumper”. Problematikken blev selvfølgelig sat på højkant og der blev filmet i nogle af de allermest forladte områder i BG. I disse egne er der mange forladte landsbyer, hvor der kun er ganske få gamle mennesker tilbage og som vil uddø- helt bogstavligt, indenfor en ganske kort årrække. Det er selvfølgelig tragisk for de ældre mennesker, der bare bliver efterladt for sig selv! Ingen tvivl om det. Samtidig er det er uundgåelig udvikling, i et land der bedst kan sammenlignes med Nordeuropa i 50érne, hvor der også var et kæmpe ryk fra land til by. Hvilket er en udvikling der fortsætter. Mennesker har altid flyttet sig efter, hvor der var de bedste muligheder, hvis det kan lade sig gøre. Det har vi jo sådan set også selv gjort – vi bare er bekvemmeligheds flygtninge fra Danmark, hvilket ikke er så udbredt…endnu ;-).
Ud fra denne problemstilling, valgte Kalina at lave hendes afsluttende projekt fra medieskolen. Hun vente det bare lidt på hovedet og valgte at lave en film om, hvordan det kan være, at der er nogle tossede mennesker fra Nordvest Europa der vælger at tage væk fra deres velordnede lande og bosætte sig i ”det vilde Bulgarien”. Hun søgte deltagere til foretagenet i en af de mange Facebook grupper med expats (udlændinge i BG), som vi er med i og vi var selvfølgelig med på den. Vi forsøger jo generelt at få så mange gode og forskellige kontakter som muligt. Elsker at mødes med alle mulige mennesker og så er det jo helt eminent at få lov at tale om sig selv ;-), ha ha.
Kalina kom derfor en dag med hendes lille kamera og interviewede os alle fire om livet i BG, om vores valg og tanker om tilværelsen her. Det var en meget spændende dag og vi glæder os rigtig meget til at se den film, som der kommer ud af det. Filmen vil sandsynligvis blive vist i bulgarsk TV og muligvis på BBC. Vi lægger den selvfølgelig også op her på siden, så snart den er klar :-).
Samme dag, oveni disse optagelser, kom en lokal journalist forbi uden vi vidste det, sammen med en ret betydningsfuld bestyrelsesformand fra Aytos byråd. Vi kender bestyrelsesformandens datter. Hun bor i Danmark med sin danske mand og jeg malede et stort maleri for dem her i januar. Denne datter havde kontaktet mig aftenen før, om det var okay at hendes far kom forbi for at købe et billede til en ven der havde fødselsdag den efterfølgende dag. Naturligvis var det det. Vennen viste sig at være at være borgmesteren af Aytos, som er en by på ca. 20.000-30.000 indbyggere. Med ham fulgte denne lokale journalist, der lige ville have et interview med mig om min kunst til avisen. Jeg blev inviteret til at lave en udstilling på Aytos rådhus og et par dage efter var der en fin artikel i avisen, hvor der dog var en del ”lost in translations” fejl. Men en sjov dag var det i hvert fald.
Det er morsomt, hvad denne flytning til et andet land har gjort. I Bulgarien er jeg meget mere spændende og eksotisk, fordi jeg er fra det forjættede nord og i Danmark er jeg også mere interessant, fordi vi har gjort noget anderledes og opnået en livsstil, som mange måske drømmer om. Win win :-). Ikke alene havde det aldrig kunne lade sig gøre økonomisk i Danmark, at leve af min kunst, men det havde sandsynligvis også været fuldstændig vildt svært at bryde gennem muren og skille sig ud fra mængden af andre kunstnere i dk. Her kommer dét at skille sig ud helt af sig selv :-).