25. Rejsebrev. Goddag kat – Farvel nabo

Vi har fået kat…endnu en kat…. Det er sgu svært at lade være med, at tage sådan en lille, rasende sulten, 8 ugers killing ind, når den trodser al fare og kaster sig ind i en charmeoffensiv på både hunde og mennesker fuldstændig uden frygt. Den må virkelig trænge til noget at spise! 

Nå, men der er en forklaring på, hvorfor denne lille rødstribede pølse nu sover glad og mæt på køkkenstolen ved siden af mig. Historien starter dog et helt andet, og meget mørkere, sted.

Jeg har i tidligere rejsebreve, fortalt om vores nabo Yordan på et par og firs, der flyttede ind i nabohuset for to vintre siden. Han var blevet smidt ud af konen, som eftersigende var blevet sindssyg. En forklaring, jeg dog tager med et gevaldigt gran salt!! Hvor om alt er, så stod denne gamle mand nu uden noget som helst andet end det tøj han havde på, i den værste vinter i 70 år. Hans børn ville ikke have ham boende og jeg har aldrig set dem hos ham. Jeg tror ikke, han har været helt sød gennem årene og nu kom karma og vinterkulden så og bed ham i røven. Han fik lov til at bo i det fuldstændig faldefærdige hus ved siden af vores, som ellers på ingen måde er egnet til beboelse – ikke engang i bulgarske termer. Huset er ejet af hans brors kone, og vi har nu købt halvdelen af grunden af denne kone, som en udvidelse af vores have.

 

 

 

 

 

 

 

 

Nå, men i løbet af denne første meget hårde vinter, med fire måneder med 10-20 minusgrader og høj sne, holdt vi liv i gamle Yordan. Vi kom med mad og brænde til ham hver dag, ellers var han simpelthen frosset ihjel. Han kunne ikke nå at skaffe brænde og havde helt sikkert heller ikke nogen penge til at gøre det for. Nu er han kommet på en mad-løsning, som kommunen bringer ud til de ældre, og jeg formoder også, at han har en eller anden mikroskopisk pension at leve for.

Sagen er dog den, at det hele tiden har været planen, at Yordans bror og dennes kone vil rive den gamle ruin ned og bygge et nyt hus på grunden. Det nye hus skal deres voksne søn kan bo i, når han er hjemme fra England, hvor han bor og arbejder. Det projekt er nu sat i gang, men Yordan NÆGTER at flytte!!! Trods adskillige tilbud om andre huse han kan blive genhuset i, store skænderier og meget drama mellem familiemedlemmerne, vil Yordan blive – koste hvad det vil. Det er noget rigtig l.o.r.t. for alle parter! Begge sider er kede af det, sure og frustrerede.
I går satte ejerne af huset, så hårdt mod hårdt og smed Yordan på porten. De kørte ham, efter hvad vi har fået af vide, en time væk og genhusede ham der. Sikkert i håb om, ikke at skulle bøvle mere med ham. Så let skulle det dog ikke gå….
Her til morgen mødte jeg nemlig Yordan på min morgengåtur med hundene. Han kom slæbende med hans lænkehund, som er bidsk og slet ikke til at komme i nærheden af. Jeg ved virkelig ikke, hvordan det er lykkedes ham, at komme tilbage til vores landsby, men han havde tydeligvis en plan. Jeg forstår jo ikke så fantastisk meget bulgarsk endnu, men jeg kunne dog forstå, at denne plan indbefattede, at han ville gå igennem vores have og ind i huset igen. Huset vender ud mod en anden vej end vores vej, men har baghave mod vores. Porten ud mod den anden vej er låst, så Yordan kan ikke gå den vej ind, men der er endnu ikke hegn mellem vores del af grunden og den del, hvor de skal i gang med at bygge det nye hus. Vi venter med at sætte det sidste stykke hegn op, da det ellers kan komme i karambolage med nedrivningen af det gamle hus.
Bum bum…. Yordan går altså ind igennem vores have og efterlader hans hund, mens han godt tilfreds med sig selv, går op og drikker en kop kaffe og går forbi brødudleverings-stedet, hvor pensionister kan aflevere en kupon og få et brød. Hans daglige rutine.
Den bidske hund går nu løst i den nye del af vores have og der er kun en lille låge ind til vores eksisterende have. Håber ikke, den kan hoppe! Det er aldrig kedeligt her i Bulgarien.
Pyt! Vores problemer, i denne hverdags tragedie i snart mange akter, er små og ligegyldige. Jeg vil ønske for alle, at de får styr på det, men der er vist ingen Happy Endings i denne historie. Det skulle dog lige være for den bette rødstribede missekat Timmie, som Simon tog med hjem fra Yordans have i går, da det så ud til, at huset blev ryddet. Gad vide, hvad der nu kommer til at ske? Det bliver ikke kønt.

Jeg overvejede grundigt, om det var okay at skrive denne historie. Det ved jeg stadig ikke helt om det er. Om jeg kommer til at udlevere nogen. Jeg har slet ikke alle detaljer og sider af sagen. Jeg aner ikke, hvem der har ret, hvem der er onde eller gode og jeg er også ligeglad. Det er ikke mit ærende med denne fortælling. Det er en øjenåbner, at leve i et system, der ikke har meget ældreforsorg. Det kan blive vældig sårbart, når familien skal være den, der passer på de ældre i samfundet. Man har værsgo, at opføre sig ordenligt gennem livet. Helst producere nogle børn, der kan hjælpe én, og håbe på de ikke futter afsted til udlandet, som rigtig mange gør, hvis man vil gøre sig forhåbninger om en tryg alderdom. Vi er uendeligt heldige at være født i Danmark! Jeg vil håbe, de skiftende regeringer ikke får smidt det hele væk.
Jeg vil dog, hvis kriterierne om den velfungerende familie er opfyldt, hellere bo hos mine børn, når jeg ikke længere kan passe mig selv, end at sidde alene på et eller andet plejehjem. Heldigvis synes Franka og Janus stadig, at vi ALTID skal bo sammen alle fire og at de vil passe os, når vi bliver gamle.

 

Comments

comments