28. Rejsebrev
I baggrunden klukker hønsene, fluerne summer og selvom det kun er formiddag, er det allerede tæt på de 30 grader. Engang imellem kommer hundene blæsende og gør hysterisk af nogle geværsmæld, der høres et stykke væk. Kaninjagten er gået ind på markerne bag vores hus.
Jeg sidder i vores udendørs sofaområde i skyggen og skriver til jer. Vi bor i udkanten af vores lille landsby og der kommer heldigvis en lille brise ind fra bjergene i dag. Simon og børnene hamrer og banker i den nye have. De er ved at sætte klatregreb på det nye legestativ, som Simon har bygget på i lang tid og som nu er ved at være klar til at svinge sig rundt på.
Alt er umiddelbart roligt og fredeligt, men i virkeligheden er vi i venteposition….
Kufferterne er nemlig pakket og klar, danske venner(som også bor i BG) er her for at passe hus og dyr, mens vi er væk og vi er mentalt ude på landevejen. Ifølge planen skulle vi nu sidde ved Shkodra-søen i Albanien og se på pelikaner, inden turen derefter går til Kroatien, hvor vi skal mødes med Simons familie. Problemet er bare, at det er vores bil ikke enig i.
Simon kørte lige den trofaste gamle Berlingo et smut til mekanikeren dagen inden vi skulle afsted, da han synes den blev lige rigelig varm. Det viste sig at være turboen var røget og at det var MEGET heldigt, at vi ikke var endt på en Nord Makedonsk landvej klokken bæ om natten med en motor, der var brændt helt af. Ja, ja… der er jo som bekendt ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget, og vi er heldigvis i stand til at rykke rundt på et par ting, så der stadig er håb for en mindre roadtrip på den anden side af Kroatien opholdet. Det vigtigst nu er, at vi får vores dyt klar til at kunne være i Kroatien på lørdag! Vi krydser fingre.
Et andet lyspunkt den lidt trælse situation er, at jeg endelig har tid til at skrive et rejsebrev! Jeg har haft travlt med at male og male og male det sidste lange stykke tid og har ikke kunne samle mig om at skrive, men nu må det være tid. I disse rejsebreve prøver jeg, som den skarpe læser måske har bemærket, at berette om vores personlige oplevelser fra vores nye verden, set i sammenhæng med nogle mere generelle betragtninger om landet, folket og skik og brug i Bulgarien, samt mine Nord-vest-europæiske-write-girl-overvejelser derom. I dag vil jeg begive mig ud på meget gyngende grund, med et emne, der er så brandfarligt på de sociale medier, at Facebook helt har valgt at fjerne salg og bortgivelse af disse, for at stoppe folk og fæ i at shit-storme hinanden med hadefuld retorik i alen lange kommentarspor. Tør jeg…?! Vær barmhjertige og søde ved mig og hinanden, please!
Here goes… I dag vil jeg skrive om DYR!!! Uha uha uha….. Kæledyr, brugsdyr og den forskel der er på, hvordan disse opfattes, anvendes og holdes.
Noget af det først vi lagde mærke til da vi kom til Bulgarien, og tog rundt til de små landsbyer var, at dyr her har en helt anden funktion, end vi var vant til. Hestene der trækker sigøjnervognene, de mange katte med ansættelse som udendørs mussefangere og de store hyrdehunde, der hjælper med at styre og passe på de mange flokke af får og køer, der går frit på marker og enge. Lænkehunden har et job, der går ud på at agere ringklokke og tyverialarm, som jeg ikke forstå meget af. De er jo spændt fast, hvilket selv den mest langsomme indbrudstyv må kunne gennemskue og gå udenom, men hvad ved jeg… Der er i hvert fald en stakkels hund i jernkæde udenfor næsten et hvert hus i landsbyerne, så det må jo være godt for noget…? Her holdes også hunde som kæledyr, men de kigger stadig noget, når vi vader rundt med vores små vapser i snor. Det er dog almindeligt i byerne, og det breder sig også langsomt til landsbyerne, at hunden er en følgesvend, et familiemedlem og et statussymbol, som vi kender det i Danmark. Jeg håber, det er en udvikling der går hurtigt!
Til gengæld, synes jeg, at det er virkelig godt, at køer og får går frit med deres hyrde, at “almindelig mand” selv har lidt høns i baghaven og måske også en gris eller to, som slagtes til jul. Her findes selvfølgelig også store stalde som fungerer som kødfabrikker til supermarkederne, som vi kender det, men meget er stadig fra jord til bord på landet. Bulgarerne gør det dog på ingen måde i dyrevelfærdens navn, fordi det er moderne, men fordi sådan har man altid gjort. Det giver mening og det koster mindre at fodre sin egen gris med middagsresterne og hjælpe hinanden i landsbyen med slagtningerne.
Denne grise-slagtningstradition, blev noget fremskudt i år, da der blev konstateret 11 udbrud af Afrikansk Svinepest i den modsatte ende af Bulgarien tidligere i sommers. Alle private svin i landet blev derfor beordret slået ned og destrueret med et par ugers varsel, så de ikke skulle udbrede smitten til de store svineproduktioner. Landbyboerne var dog ikke sådan at slå ud. Deres grise var ikke syge og desuden smitter Svinepest ikke ved indtagelse af kødet, så der blev kaldt til samling blandt naboer og man fik i samarbejde slagtet alle svin og puttet dem i fryseren. Dyrene var godt nok lidt små, men bedre lidt end ingenting. Sejt! Slagtningen foregår på et par klapborde ude på vejen foran huset. Simon tog et par billeder på slagtedagen, hvilket kan ses nedenfor.
En af de mest uforståelige ting ved at flytte herned var været at opleve, hvordan specielt hunde behandles! Hvis en lænkehund bliver syg, eller fx mister sin ejer ved dødsfald eller lignende, er det almindeligt heromkring, at dyret sættes ud i skoven for at blive ædt, sættes af i siden af landvejen for at blive kørt ned, eller køres til den næste landsby for at gå der for lud og koldt vand. Hvalpe smides i containeren som tømmes af en skraldevogn med komprimator. At aflive hunden ved dyrlægen er ikke på tale. Forebyggelse af flere hvalpe er ikke almindelig. Jeg forstår det ikke! Simon har nogle gange tilbudt at hjælpe folk med at skyde deres syge hunde eller katte, så de ikke skal lide mere end nødvendigt, men nej tak, det går sin gang… Sin meget langsomme og lidelsesfulde gang – ja. Jeg er sikker på, at det ikke er sådan alle steder i BG, men vi bor jo på landet og her er det et udbredt problem.
Vi har fået dyrevelfærdsproblematikken tæt på denne sommer, da vi (igen, igen) har taget en lille hvalp til os. Her er jo virkelig mange hunde uden et hjem og hvalpe der bliver født til gaden. Bess har boet hos os i et par måneder snart, men det er ikke en blivende løsning. Vi har nok i de katte, hunde, fisk og høns vi har, men har indvilget i at tage os af hende lidt tid, til hun får et blevende hjem. Hun er en skøn hund og rimelig nem at opdrage. En hvalp er fast arbejde, men det har været en stor fornøjelse at lære hende at kende. Vi er dog glade for, at det er planlagt, at hun skal til England, hvor hun forhåbentlig får et hjem om en måneds tid. 🙂
En engelsk dame, der kører en hjælpeorganisation for gadehunde lagde et desperat opslag op på Facebook, hvor hun søgte plejefamilier. Hun bliver kontaktet fra nær og fjern omkring hunde, der har brug for hjælp og der bliver bragt enormt mange hvalpe til hendes organisation i perioder. Bess er ud af et kuld på otte. De boede i en fin kennel, men da de voksede ret hurtigt, ville de snart få store pladsproblemer. Så vi blev igen til smør og hjalp… Utroligt som man glemmer hvor meget arbejde, der er hver gang :-).
Har du talt med dit kæledyr i dag? Husk, at give det en ekstra krammer, inden sengetid i aften ;-D. God sommer herude!