14. Rejsebrev – Efterår, børnehave og hverdag
Janus og Franka danser folkedans i deres nye børnehave i Vetren
Det er blevet efterår her i Bulgarien. Der har været varmt sommervejr så længe, omkring 6 måneder, at det føles helt underligt at måtte tage overtøj, strømper og lukkede sko på, når vi går udenfor. Jeg skal have fundet vinterovertøjet frem. Have vasket dét og vores uldtøj, da det har stået i kælderen i Sredets, mens vi boede dér, og alt lugter fælt og jordslået. Skønt her stadig er høj sol næsten hver dag, er temperaturen faldet så meget at vi snart må i gang med at fyre. Heldigt at vi i går (endelig) fik en stort læs træ leveret af det lokale hold sigøjnere, der står for den slags her i området. Vi bestilte træet gennem borgmesteren i landsbyen da vi kom hertil, men kom sidst på den lang liste af landsbyboere der stod i kø foran os. Derfor bliver det noget spændende, om vi kan nå at tørre træet bare en smule inden vi skal fyre med det. Ja, det er så den slags udfordringer vi må kæmpe med 😉. Meget basalt og konkret. Fyre eller fryse 🙂. De næste par dage står på at få skåret og flækket træet, hvilket der bliver hyret et hold arbejdsmænd til at hjælpe Simon med.
En anden stor udfordring i denne tid, har været at få hele børnehave-situationen på plads. Pyha det har ikke været nemt! Nu tænker du måske: ”Åhhh, hvorfor skal folk altid fortælle så meget om deres unger!” Men se det nedenstående mere som et billede på nogle af de kulturelle benspænd, vi oplever her i det store udland. Vi er langt væk fra velfærds-Danmark og ”Den store bage dyst”-problematikker og det er sundt og skræmmende! Samtidig får det mig til at føle mig som en forkælet bedsteborger, der ”skal ha´- jeg skal da ha´!” Men jeg er løvemor og gu fanden skal mine børn ha´ det bedste jeg kan skaffe dem! Alt andet ville jo være dumt.
Janus danser folkedans i børnehaven.
Franka og Janus startede, som jeg skrev i sidste rejsebrev, i en børnehave i Aytos. Børnehaven var slidt og ikke speciel lækker, men personalet super søde og hjælpsomme. Vi var rigtig glade for at finde et sted der overhovedet ville tage børnene, da vi har en lokal børnehave her i landsbyen, hvilket mere minder om et hul i jorden end et sted, hvor man tager sig af børn… Tre ud af de fire børnehaveledere i Aytos, plus Pirnes borgmester der forsøgte at hjælpe os med sagen, sagde, at vi ikke kunne vælge en anden børnehave end den i vores landsby. Men i den sidste af de fire børnehaver i Aytos var de ligeglade og bød os velkomne med åbne arme.
Derfor var det også med ekstra dårlig smag i munden, at vi var nødt til at indse, at dette sted simpelthen ikke var et godt sted for os. For at forklare, hvor en stor del af problematikkerne lå, må det først siges, at der nok var ca. 90 % sigøjnerbørn i denne institution. Det kunne i sig selv være ”spændende”, at lade sine børn interagere med børn fra denne kultur på daglig basis de næste to år, men det var mest de tiltag, der var taget fra børnehavens side pga. sigøjnerne, der var problemet. Forældresamarbejde var ikke eksisterende. Når vi og de andre forældre afleverede ungerne om morgenen og hentede om eftermiddagen, måtte vi ikke gå indenfor i institutionen, men stå udenfor på legepladsen og vente. Dørene var altid låst, lige meget hvornår vi kom. Vi skulle aflevere kl. 8.00 og hente tidligst kl. 16.30. Det var sgu som at sætte sine børn i fængsel hver morgen.
Den engelsktalende lærerinde, som vi havde talt med ved indskrivningen af børnene, var blevet sygemeldt en måned pga. en problematisk graviditet og var der ikke til at hjælpe Franka og Janus i starten, som vi troede. Derfor kunne vi ikke få meget af vide om, hvad der foregik derovre. Franka var meget ked af at skulle afsted hver dag og ville ikke fortælle noget om, hvad de havde lavet – der måtte ikke snakkes om børnehaven, når de kom hjem. Jeg ringede naturligvis til lederen af institutionen gennem vores tolk, og hun forsikrede, at alt gik fint og at de andre børn græd og skreg meget mere end Franka…
Det lyder måske som om jeg er ironisk, når jeg siger, at lederen og personalet generelt, virkelig var meget meget flinke, men det mener jeg helt igennem. De gjorde alt, hvad de kunne for at få os til at passe sammen med deres system, men deres institution var bare indrettet på at deale med en helt anden forældre- og børnegruppe end småforkælede nordeuropæere. Jeg er sikker på, at der er gode grunde til at institutionen, med staten som bagstopper, har ret (og muligvis pligt) til at fratage sigøjnerfamilierne retten til at bestemme over deres egne børn. Kønt er det ikke, men det er alternativet heller ikke.
Men – da ungerne en dag kom hjem og henkastet fortalte hen over morgenmaden, at de voksne henne i børnehaven slog nogle af børnene, var det nok! Jeg havde i tiden forinden været i gang med at tjekke og dobbelttjekke de andre børnehaver i byen. Om der var ikke nok var plads… men blev mødt med kølig afvisning. Så jeg udvidede efterforskningen til de omkringlæggende større byer – Karnobat, Vetren og Burgas. Stadig med det faktum i baghovedet, at vi jo havde fået fortalt, at vi ikke kunne indskrive dem andre steder end i vores landsby Pirne, hvilket var fuldstændig udelukket. Jeg overvejede en au pair eller private løsninger med en samling børn med fælles barnepige, men fandt ud af i denne proces at der eftersignede, er lovkrav om at sætte sine børn i børnehave. Børnehaver er nemlig mere i retning af børnehaveklasse, end børnehave som vi kender det.
Simon og jeg kiggede på et par institutioner i Burgas, som ikke så stort bedre ud end den de allerede gik i. På vej hjem fra Burgas stoppede vi i en forstad der hedder Vetren, der ligger ca. 20-25 minutter fra Pirne. I byen var der én børnehave. Den så rigtig fin ud, med en god legeplads og ud fra de store rige huse i nabolaget, et helt andet klientel end det i sigøjnerkvarteret, som vi kom fra. Så vi gik bare ind fra gaden og spurgte på engelsk, om vi kunne tale med lederen, om der var plads og om de ville have vores børn i deres børnehave. Det var med det samme ja til alle spørgsmål! Tre minutter senere havde de fået hevet en eller anden sagesløs ung mand ind fra gaden, der kunne tale engelsk og hjælpe med at oversætte. Han havde intet med institutionen at gøre, men han var rigtig sød og fandt sig i udnyttelsen og efter ti minutter var børnene meldt ind med alle papirer i orden og en invitation til at starte næste dag. Wow! Det er godt at have sin mund med sig!!! 🙂.
Det endte dog med, at vi ventede et par dage pga. noget papirarbejde fra den tidligere børnehave. Så de startede i går, mandag, og de elsker det! Allerede første dag havde de fået nye venner og kunne vise nogle skoleopgaver de havde med hjem. Her er der lagt mere op til undervisning og der er selvfølgelig også leg. De har fået skoleskema, hvilket hjælper dem rigtig meget. På skemaet står der ting som matematik, engelsk, bulgarsk, ”den lokale verden”, konstruktion og teknologi, sport, sang og musik og maling/kunst. Jeg ved ikke, hvor strengt de holder sig til skemaet. Sandsynligvis ikke særligt meget, da det jo trods alt er Bulgarien vi befinder os i, men det er rart for ungerne at kunne se noget om, hvad der skal ske i løbet af dagen. Det er jo ikke altid de forstår, hvad der foregår omkring dem, når de ikke kan sproget. Vi skal helst aflevere inden kl. 8.30 eller senest kl. 9.00 og der er ingen låste døre. Vi må selv bestemme, hvornår vi henter, men der er noget på programmet til kl. 16.30.
Franka og Janus har lært rutinen fra den tidligere børnehave og den kan de stort set tage med til den nye. De sover nu middagssøvn en time eller to og er mere friske om aftenen, som vi bruger mere intenst nu til at lege sammen, spille og hygge. Computere og fjernsyn for børnene er stort set kun i weekenden nu. Det fungerer super godt og vi er alle sammen rigtig glade for den nye hverdag, som nu begynder for alvor i det lille hjem. Vi føler os for tusinde gang helt utroligt privilegerede og glade for vores nye liv!