15. Rejsebrev – Det gode liv i den lille landsby
Jeg elsker at stå på vores altan og hænge vasketøj op. Med kulde i luften, men med høj sol lige imod den hvide altan. Derfra kan jeg se ud over naboernes tage og røgen der stiger op af de mange skårstene. I haverne tulrer mænd og koner rundt, klædt i tykt uldent tøj, og ordner deres haver. Nogle har en gris og andre nogle høns. Der er ikke mange grønsager tilbage i den fede jord, kan jeg se fra min plads i solen på første etage. Kun kålen er endnu ikke høstet. Jeg kan høre byens lyde. Skolebørnene, der leger i frikvarteret, folk der snakker med hinanden over hegnet, geder der bræger og hunde der gør i deres kæder, når en hestevogn skramler forbi. Den anden dag, hvor jeg stod der, også med vasketøjet, kunne jeg høre en masse råben og hujen fra mænd og børn. Jeg ved ikke, hvad det gik ud på. Måske var der brudt nogle køer løs i gaderne eller sådan noget. I Danmark ville jeg have tænkt, at det var en fodboldkamp der var i gang, men det tvivler jeg dog på her. Men det er sjovt at lure lidt med over skulderen, gætte på de forskellige skæbner, og digte historier om andres gøren og laden. Som når man går på gaden og ikke kan lade være med at kigge ind af vinduerne i stueetagen.
Man kommer hinanden lidt mindre ved i landsbyen, nu hvor det er blevet vinter og vejret ikke inviterer så meget til udendørsliv. Ikke så mange kommer på den lille beværtning i bymidten og folk holder sig mere hjemme. Klart nok. Dog er det lykkedes Simon, at blive inviteret med til en slagtning og partering af en gris her i starten af december. Det er sæson for den slags nu. Slagtningen foregår bare ude i kanten af vejen, hvor et interimistisk bord bliver stillet op. Blodet flyder i gaden, og de lokalt opfostrede dyr svitses, så de bliver helt sorte. Det stinker!! Vi regner med at troppe op hele familien, med det store kamera, og få os én på opleveren den 10 december ;-). Vi har købt en halv gris til fryseren. Vi får dog ikke grisen fra den slagtning, som vi skal overvære, men fra købmanden/barejeren fra landsbyen. Han har for øvrigt også givet os lov til, at vi kan komme og fiske i hans private sø, når vi har lyst. Så det glæder vi os til, når det bliver forår.
Jeg har én gang været oppe på den lokale skole for at hjælpe med at undervise i engelsk. Det var noget af en oplevelse. Hvis der er nogle af jer der nogle gange har tænkt, at det kunne være sjovt at rejse tilbage i tiden, kan jeg bare fortælle, at dét har jeg nu oplevet. Det var fuldstændig som at være tilbage i 50erne. Eleverne stod på række oppe ved tavlen, da vi kom ind i klassen. Hvorpå de fik maset sig ind på nogle smalle bænke, hvor de var nødt til at sidde helt tæt for at kunne være der. Læreren gik op på et lille forhøjet plateau og skulle lære eleverne at stave engelske ord udenad, uden at de vidste hvad ordet betød. Det er fuldstændigt fastsat fra højere sted, hvad læreren skal undervise eleverne i for hver lektion. Min opgave i sådan en engelsktime er, at læse de staveord højt med den rette accent, som der skal høres i. Engelsklærerinden taler nemlig ikke særlig godt engelsk og har bedt mig om hjælp med det mundtlige. Flot af hende at indse behovet, synes jeg. Men jeg er jo ikke lærer for ingenting selv, så jeg havde selvfølgelig forberedt et lille powerpoint til timen. Jeg ville gerne udnytte muligheden for at fortælle lidt om vores familie, hvor vi kommer fra og hvorfor vi er her, når jeg nu havde de lokale børns opmærksomhed. Så jeg var nær ved totalt at vælte den stakkels lærerindes tidsplan… Klassen var en blanding af elever fra 5.-7. klassetrin med ønske om ekstra engelskundervisning. Desværre viste det sig, at der kun var en enkelt af dem, kom fra vores landsby. De andre elever var fra de omkringliggende landsbyer. Ungerne tog dog fint imod min præsentation, fnisende som var jeg en fremmedartet berømthed. Jeg skal derhen igen på tirsdag :-).
Efter den oplevelse, plus den erfaring vi har fra den tidligere omtalte børnehavemisere, er jeg helt og aldeles overbevidst om, at vi bliver nødt til at finde en skole til vores børn i Burgas. Ellers tror jeg ikke undervisningen kan leve bare tilnærmelsesvis op til mine forventninger til en moderne skolegang. Vi har en skole i kikkerten, men der er heldigvis et par år til det bliver aktuelt.
Apropos børnehave kan vi heldigvis fortælle, at Franka og Janus ELSKER deres børnehave -og det gør Simon og jeg for øvrigt også! Hver dag fortæller ungerne, at de bare har haft det så sjovt! De har fået en masse venner og befinder sig rigtig godt. De laver en masse kreative ting, førskoleopgaver, synger, danser og spiller fodbold. Som den aktive følger af ”Rejsebreve i Bulgarien” har set billeder af, har vi både været til fodboldturnering og høstfest, med traditionel sang og dans, i børnehaveregi den seneste tid. Det er fantastisk! I dag skal vi så hente dem på biblioteket i Vetren, hvor hele stuen har været henne for at se ”Alice i eventyrland” som teaterforestilling.
Hvis vi skulle tillade os at komme før normal hentetid og vil have dem med, bliver vi blankt afvist – ikke af personalet som i den tidligere børnehave, men af Franka og Janus – de har for travlt ;-). De suger til sig af det bulgarske. Lærerne fortæller begejstrede, at de rigtig hurtigt er blevet gode og leger med de andre børn på bulgarsk nu. Heldigvis har vores børn ingen hæmninger, og synes på ingen måde det er pinligt eller lignede, at prøve sig frem og lave fejl. De pludrer bare løs.
Simon og jeg er også kommet i gang med vores bulgarskundervisning, hvilket nok bliver en lidt længere historie end vores kloge børn. Det er den føromtalte engelsklærerinde, der kommer her hos os en gang om ugen og det kommer hun nok til at gøre i noget tid….. :-). Det er spændende, men svært.
Man skulle tro, at man havde oseaner af tid, når man ikke behøver gå på arbejde, men jeg skal hilse og sige, at vi sagtens kan få den til at gå. Vi har travlt med en masse ting og der er altid en to-do-liste så lang. Jeg er kommet godt i gang med at skrive den bog, som jeg, inden vi tog herned, havde sat mig for at forfatte. Det bliver en fiktiv roman om en kvinde, hvis mands død sætter hendes liv i svingninger igen, efter mange års stilstand. Hun rejser til Bulgarien, hvor hun otte år tidligere har på smagt friheden og lidenskaben. Landet på kanten af Europa, viser hendes en anden tilgang til livet, verden og kærligheden.
(Uha, det er svært at skrive teksten til bagsiden, men noget i den stil). Jeg er blevet vild med at skrive, og jeg har jo altid haft brug for at udtrykke mig kreativt på én eller anden måde. Nu hvor jeg har muligheden i form af tid, og en hel masse inspiration fra landet, vil jeg gøre forsøget. Hvis der er nogen, der har lyst til at læse lidt med hen af vejen og give feedback, må I gerne give besked. Jeg tror, jeg har brug for al den hjælp, jeg kan skrabe sammen ;-).
Derudover har jeg gang i forskellige andre kreative sysler. Jeg er færdig med den første af de to trapper med mosaik og jeg er begyndt på et kursus i akvarelmaling, ved en pensioneret engelsk kunstner. Jeg har malet en stor del af mit liv, men aldrig prøvet kræfter med akvarel, som jeg har afskrevet som noget for ældre damer, der maler blomster. Jeg er dog tæt på at være omvendt. Det er enormt dejligt at lære noget nyt efter så lang tid, hvor det har været mig, der har undervist andre. Akvarel er ret svært teknisk og en meget anderledes måde at male på, i forhold til akryl og olie, som jeg ellers har brugt. Vigtigst af alt er dog, at blive ”tvunget” til at sætte sig ned med et projekt hver uge. Det gør, at jeg simpelthen bare for malet mere. Også ved siden af kurset.
Og mens jeg krea´er den for fulde gardiner, går Simon og ordner, organiserer og rydder op i alle hans værksteds- og køkkenting i kælderen. For første gang i hans liv, ser det rent faktisk ud til at han får system i alle hans tusind ting, så de er til at finde, når han skal bruge dem. Det vil være intet mindre end et mirakel.
Julens mirakel nærmer sig også med hastige skridt og vi er begyndt at kunne skimte et besøg i familiens skød i den nære fremtid. Vi rejser til Danmark over jul og nytår og glæder os til at være sammen med vores dejlige familie. Også her i BG kan man så småt fornemme julens komme, i hvert fald hvis man begiver sig til Burgas og de store butikker. Vi glæder os til at se, hvordan juleforberedelserne udspiller sig her i det ortodokse Bulgarien. Den 2.-4. december kører vi til Sofia, hvor vi den 3.dec.er inviteret til officielt besøg på den danske ambassade og efterfølgende julefrokost sammen med ca. 50-60 herboende danskere. Vi tænkte, at vi lige så godt kunne gøre en tur ud af det og få set Sofia, når vi nu er på tur. I sidste weekend holdt vi julefrokost med vores dejlige venner fra Sredets og i den kommende får vi besøg af nogle skønne nye venner her hos os. Jeg håber, der er okay at være taknemmelig også dagen efter Thanksgiving – det er jeg i hvert fald!!