23. Rejsebrev – bulgarsk/dansk skole og dokumentar om vores liv i BG

  1. Rejsebrev

 

Det er blevet sommer og vi har haft skønt vejr mere eller mindre hver dag den sidste 1,5 måned. Godt vejr kan jeg dog forstå at alle i Danmark kender alt til her i maj måned og det er jo bare fantastisk. Jeg tror faktisk I har haft det varmere end her. En konkurrence vi godt vil lade jer vinde, bare en gang imellem ;-).

Jeg har fået reddet mig en omgang sommerforkølelse i dag og passer derfor sofaen. Men intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget, for så er der tid til at skrive endnu et rejsebrev.

Jeg afsluttede sidste brev med at fortælle om den engelske mediestuderende Kalina Petkova. Hun var her i sidst i februar for at optage materiale til en film om det paradoks, at så mange unge bulgarer forlader landet og at der samtidig kommer mennesker fra Nordvesteuropa, til BG med drømmen om at skabe et anderledes og mere enkelt liv. Filmen er nu blevet færdig og det blev en rigtig positiv dokumentar om, hvad nogle af os udlændinge, kan se af positive muligheder i landet og hvordan det har været for os at skabe et alternativt liv her.

Vi har ovenpå filmen og den artikel der blev skrevet om os og mit arbejde som kunstner fået mange henvendelser. Både fra folk der går med en drøm i samme stil som vores og fra bulgarer, der synes, det vi gør er spændende og som gerne vil være venner med os. Vi fik et rigtig sødt håndskrevet brev fra en bulgarsk dame der bor i en kystby syd for Burgas med opfordring til at komme og besøge hende. Vi har fået en tolk til at hjælpe os med at ringe til hende og regner med, at vi skal mødes med hende her midt i juni på et tidspunkt. Det bliver spændende! Meget svært at vide, hvad vi skal forvente af det.

Det er godt at vores børn kan snakke så godt bulgarsk efterhånden, at de kan hjælpe os i sådanne situationer. Mit bulgarske går fremad, men det er på ingen måde godt nok endnu til rigtige samtaler og Simons er endnu værre. Børnene er til gengæld ret seje til bulgarsk!

Jeg har lagt et link til filmen og artiklen nederst, til dem der ikke har set dem.

 

I det hele taget har vi nogle super seje unger!! De drøner derudaf med tre sprog og klarer sig virkelig godt i børnehaveklassen, som de bliver færdige med denne uge. Fra 1. juni starter en laaaaang sommerferie for de bulgarske børn, der først starter skolen igen d. 15. september. Derimod er resten af året ret tætpakket og der er ikke mange fridage. Skoleåret er primært skruet sådan sammen pga. varmen, men mon ikke også det er et levn fra gammel tid, hvor alle måtte hjælpe til i marken? Kun et gæt fra min side.

Til september bliver det en stor dag, når Franka og Janus starter i 1. klasse. Jeg tror, alle forældre har lidt sommerfugle i maven over dette skift, men de er bare SÅ klar! De er allerede rigtig godt i gang med at læse på bulgarsk og trænger til nye udfordringer.

Vi har fornyligt været til møde på den skole som vi har valgt til dem og kom derfra med en rigtig god fornemmelse i maven. De skal gå i skole i den forstad til Burgas der hedder Vetren, hvor de også har gået i børnehave. Der betyder, at de kommer til at gå i klasse med de børn de allerede kender og at det er en lille og overskuelig klasse og skole. Til mødet var deres klasselærer, som er engelsktalende og rigtig sød! Hun kommer til at undervise dem i alle fag. Derudover var skolelederen tilstede ved mødet og en meget veltalende engelsklærer for de store elever, der var der for at oversætte for os. Alle var meget imødekommende og gjorde alt for at vi skulle føle os informerede og velkomne. Man kan sige, at dette kunne være en selvfølge, men der er ikke, hvad vi har oplevet alle steder i systemet. Vi er bare super glade for, at have fundet både en børnehave og skole, der synes det er spændende og positivt, at få sådan en lidt ”besværlige” familie ind, der ikke taler sproget eller kender kulturen og traditionerne så godt.

Som sagt er der nu 3,5 måned til det går løs med bulgarsk skole, men indtil da slipper vores stakkels små poder ikke helt for at lære noget.

I næste uge starter mor og far nemlig ”Den Danske Skole”. Dette har ingen sammenligning med ”Den Sorte Skole”, hvis nogen skulle få den association 😉 – nærmest det modsatte.

 

Vi er langt hen af vejen trygge ved at sende vores børn i bulgarsk skole, men er også klar over, at den tilgang til undervisning som vi kender, ikke vil blive præsenteret for vores børn i det omfang vi kunne håbe på. Jeg ved reelt ikke super meget om, hvordan de underviser i skolerne i BG. Jeg har kun hvad jeg har fået af vide hid og did og mine egne fordomme, at bygge viden på. En af disse fordomme er, at skolen er en del mere gammeldags og traditionel, med udenadslære og en masse øvelse og gentagelse i fx at skrive bogstaver, staveord og lignende.

Denne undervisning er der for så vidt ikke noget galt i, dog vil vi også gerne at de lærer en mere eksperimenterende, holistisk og tematisk måde at gå til en opgave på. Så det må vi jo lære dem :-). Jeg er jo uddannet skolelærer og Simon kan vist nogenlunde alt det, jeg ikke kan indenfor forskellige fag. Det skal vi nok kunne klare.

 

Denne sommer bliver hovedmålet at få gang i at få bogstaverne helt på plads, lære at læse og børnestave. Det kommer vi til at gøre ved at tage udgangspunkt i ting som ungerne er interesserede i. Det kunne fx tage udgangspunkt i en fisketur, hvor der læses og skrives om fisk, vi åbner en fisk og ser hvordan den ser ud, tegner, digter eller skriver en sang om fisketuren. Vi starter med en tur ind til midterste af Bulgarien til Gabrovo og lidt lærer om bulgarsk historie og hvordan de levede i gamle dage. Vi glæder os alle og jeg har hørt noget om, at Simon og ungerne har planer om at undersøge en hel del omkring, hvordan man springer ting i luften…. O-: Godt jeg ikke skal være med hele tiden! 😀

 

Vi har derfor stor travlhed i det lille hjem, så os forældre kan få tid til at undervise, ved siden af alt det andet vi går og moser rundt med. Jeg har en del bestillinger at få færdig inden sommerferien til dk i midt juli, men mest af alt har vi travlt i haven.

Vi har nemlig endelig fået taget den ”nye have” vi købte sidste år i brug. Vi har ikke rigtig kunne komme i gang med at gøre noget derovre, da vi har tumlet noget med hvordan den skulle hegnes ind. Det er nemlig sådan i BG, at hvis din grund er åben, betragtes den som allemandseje og man har besøg af løst gående hunde, køer, geder og får, parkerede biler og eftersigende langfingrede suspekte individer. Den oprindelige plan var at bygge en mur ligesom der er rundt om resten af vores grund, men det blev for dyrt og for besværligt, så vi har i hvert fald foreløbig affundet os med en løsning der hedder hegn med monterede bambusmåtter. Det fungerer, selvom det muligvis ikke er det kønneste. Men nu kan vi komme videre med projektet. Simon knokler med at vælte muren overmod den nye have, støbe beton og bygge et nyt skur til redskaber.

 

Han har lidt travlt med det skur, for vi har nemlig ikke længere noget overdækning til de ting der ikke må blive våde når det regner. Den markise vi havde til formålet blev taget i en massiv haglstorm for et par uger siden. Vi har delt nogle billeder af de kæmpe skader det medførte lidt længere nede i denne gruppe. Det var ”lige meget” for os. Vi har jo kun nogle blomster osv. men for de lokale der lever af deres haver, marker og især frugtplantager var det katastrofalt! Jeg tvivler på, om der overhovedet bliver noget frugt at høste i år, for det frugt der ikke faldt af med det samme, fik så mange slagskader, at de bare skal kasseres. Meget trist, men ekstremt vejr er desværre nok noget vi skal til at vænne os til på verdensplan.

 

Til slut vil vi gerne sige TAK til alle de dejlige gæster vi har haft her i foråret!! Det var så dejligt at se jer, vise rundt, lege, spille og snakke og vi glæder os til at se jer og resten af vores familie og venner snart igen, når vi kommer i Danmark til juli! Nyd sommervarmen i DK – så længe den vare 😉 Hygge-hejsa!

 

Comments

comments