27. Rejsebrev.
Dette rejsebrev er det første, der skrives på en faktisk rejse. En rejse i rejsen, kan man sige… Jeg sidder og skriver i en bus på vej mod Sofia, hvorfra jeg skal tage et fly mod Danmark senere i dag. Brevet her bliver skrevet med meget små armbevægelser, da der sidder en dame på sædet ved siden af mig og pladsen er trang. Udenfor glider et regnvådt og diset Bulgarien forbi, holdt i brune, grønne og grå nuancer. Ikke nogen ophidsende udsigt i dag, på en tur der ellers godt kan være ganske smuk.
Jeg er på vej til København, da jeg har fået en flybillet af DR1, for at kunne komme til DK og deltage i den sidste del af optagelserne til Gintberg på Kanten, som vi havde besøg af for et par uger siden her i BG. De laver en mindre programrække om Udkants Europa i forbindelse med Europaparlamentsvalget, der er lige om hjørnet. Da der kun var én billet på DR´s budget, blev der mig, der må repræsentere vores familie til stand-up showet. Det optages i København i morgen aften og klippes sammen med de øvrige optagelser til det endelige program. Børnene skal jo passe deres skole og en rejse som denne er meget hård ved Simon. Vi har derforuden planlagt en ferie til Danmark i midten af april for lang tid siden og det er jo lige om hjørnet. Ungerne følte sig godt nok lidt snydt.
Derfor flyver jeg solo, hvilket er helt underligt!! Jeg har næsten ikke gjort noget som helst uden min familie de sidste tre år. Ikke at jeg har tænkt over det, eller manglet det. Vi er blevet en super sammentømret lille enhed af at være her og en uge fra hinanden, føles som virkelig lang tid ;-).
Grunden til, at jeg gider tage den lange rejse, er ikke kun for at grine af Gintberg, der vender vores liv på hovedet i stand-up maskinen. Jeg kunne lige slå mange fluer med et smæk. En udstilling skal hænges op, kunder skal besøges, malerier skal sendes og så videre. Jeg er også lige fyldt 40 år, hvilket jeg så får muligheden for at fejre sammen med min nærmeste familie. Det bliver en dejlig og intens uge med fuld knald på!
Vi har erfaret, at efter vi åbnede op for medierne, og begyndte at fortælle om vores liv, har det ene taget den andet. For et års tid siden, var vi blandt andet med i en dokumentar om problematikken omkring, at så mange unge bulgarer forlader deres land. Vinklen var, hvad i alverden der fik en børnefamilie som os til, at rejse den anden vej og slå os ned i BG. Endda ude i en af de små landsbyer, som folk ellers flygter fra.
Da produceren bag Gintberg på Kanten for noget tid siden, i én af de danske Facebook-grupper, efterlyste folk, som de måtte komme og besøge, sendte jeg denne dokumentar afsted, som intro til hvem vi er, og inviterede dem. Parentes bemærket, så inviterer vi som regel alle ind i vores hjem, som vi mener, vi kan hjælpe, eller som det kunne være sjovt at møde. Fordi vi synes, det er sådan det skal være. Et livsprincip. Når overskuddet er der i hvert fald.
Jeg troede bestemt ikke, de ville vælge os, da de søgte efter nogle markante originaler og skæve vinkler. ”En etbenet mand der danser folkedans”, tror jeg han skrev… Godt nok er vi lidt til en side ;-), men i bund og grund, er vi jo faktisk en ret almindelig familie, der bare har taget nogle ualmindelige valg.
Hvor om alting er, så var vi åbenbart underlige nok, så de kom på besøg, efter et langt forarbejde med, hvilke specielle bulgarske aktiviteter, vi kunne udsætte Jan for. Vi endte på at lave en rundvisning i vores hus, få kaffe på terrassen, skydning med AK47 og Glock 45 på en skydebane i Burgas og tage til Rakia-smagning hos vores gode venner i landsbyen. De havde en fest :-D. Ja, det havde vi alle sammen! Det blev en super sjov dag og vi glæder os til at se resultatet! Vi ved ikke endnu, hvornår det bliver sendt, men skal nok give besked.
Men, ikke nok med det. En journalist fra TV2 kontaktede mig den anden dag, da han havde hørt, at vi havde haft besøg af Gintberg og DR1. Han skulle skrive en rejsebeskrivelse med anbefalinger til seværdigheder og rejsemål for turister fra Danmark. Jeg prøvede ellers ihærdigt, at sende ham i alle mulige andre retninger og i favnen på folk, som jeg fandt mere relevante end mig, til at fortælle om turist-Bulgarien. Men han ville gerne høre vores historie om, hvorfor vi fandt på at tage hertil og om vores nye liv. Så jeg fik endnu en chance for, at fortælle om, hvordan tid og frihed, nu er sat i stedet for arbejde og sikkerhed. Fordi vi har taget nogle valg, der er rimelig drastiske og gennemgribende. Som jeg ser det, er vi har gået et skridt videre i forhold til den store trend, der er i tiden blandt moderne unge storbyfamilier. En trend, der handler om, at bytte det forjagede og dyre byliv, ud med en hus på landet i den såkaldt ”rådne banan”, drosle ned på arbejdet og have mere plads til familien. Men det havde vi jo allerede gjort. Flyttet til Vestjylland, købt et nedlagt landbrug til rimelige penge og forsøgt os med stort køkkenhave og lokalt engagement. Men vi sad stadig fast i hamsterhjulet. Eller jeg gjorde. Simon er jo pensioneret. Jeg måtte trods bosættelsen i Udkants-Danmark, stadig arbejde meget, for at få det hele til at hænge sammen.
Et spændende emne, der ligger mig meget på sinde. At indrette sit liv på egne præmisser i stedet for, at livet bare kører afsted med én, og man kun kan gøre sit bedste for at hænge på. Der blev en hyggelig lille feel-good artikel ud af det, som kan ses her i gruppen under dette rejsebrev.
Men nu må det også snart være nok med al den medieomtale. Nu må de andre danskere i Bulgarien tage over. Så spændende kan vi vel heller ikke være…
Det er holdt op med at regne udenfor busvinduet. Men jeg kan vist lige så godt vænne mig til det våde vejr, kan jeg se på den danske vejrudsigt for den næste uges tid. Det er vist en permanent tilstand i øjeblikket. Jeg ejer ikke en anstændig regnfrakke. Det har vi ikke haft brug for, efter vi kom hertil, så jeg håber på lidt ophold ind imellem. Foråret er ellers rigtig gået i gang her i BG den sidste uges tid, med blomstrende frugttræer og storke på marken, selvom det er noget kedeligt i dag.
Jeg skal mødes med en ny svensk veninde i dag i Sofia og spise frokost, mens jeg venter på at komme med flyet i aften. Glæder mig til at se, om Sofia er klædt på til forår.
Faktisk kommer dette nye indslag i mit liv, med at tage af sted uden Simon eller ungerne, til at gentage sig et par gange i denne tid. Om et par weekender samles en del af de kvinder, der er bosiddende her i BG hos i Plovdiv, til hyggelig kom-sammen og sandsynligvis en masse knever ;-). Det bliver super hyggeligt!
I fredags stod dagen også i kvindernes tegn. Jeg blev beæret med en invitation til, at deltage i en kvindefest i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag, som her mere er som Mors Dag. Det er den ene dag om året, hvor mødrene holder fri og ikke skal arbejde for resten af familien… Længe leve det patriarkalske kønsrollemønster, siger jeg bare…. :-I.
Nå, men nu skulle den altså have gas, og der var gjort klar til fest, hos en bekendt af min genbo. Min genbo er et ret nyt bekendtskab. En ung kvinde på 26 år, der bor sammen med hendes mand, deres 3 årige søn og hendes svigermor. Vi har været på ”vinke vinke” indtil nu, men det viser sig, at hun taler glimrende engelsk, men har været for genert til at henvende sig til os, fordi hun var bange for, at hun ikke talte det godt nok… Altså! Det lykkedes at få kontakt, da deres killing af en eller anden grund, havde bestemt sig for, at den hellere ville bo hos os, og lige meget hvor ivrigt vi satte den på porten, eller bragte den hjem til genboen igen, insisterede den på mange daglige besøg. Det endte desværre trist for den lille charmebøf, da jeg overværede, at den blev kørt over i landsbyen og bragte den hjem til dem for at fortælle, hvad der var sket. Killingen var desværre død, men vi fik da gang i at snakke sammen.
Mors Dag blev fejret for fuld musik og med mange lækre retter, som kvinderne (selvfølgelig) havde brugt det meste af dagen på at forberede. Hvilken fridag ;-). Bænket om det store bord, sad vi nu otte kvinder fra 22-58 år. De fleste af dem hjemmegående husmødre. Med fjernsynet kørerne på kanalen med traditionel folkemusik og dertilhørende videoer med bulgarske Barbiedukker i folkedragt eller prinsessekjoler, flankeret af en lille mandsling med stort overskæg, som Barbierne kiggede tilbedende på, mens de sang på skift om Bulgariens fortræffeligherligheder. Om bordet blev der nippet til maden og snakket om mand, børn og svigermødre, og om jeg kunne skaffe en dansk mand til dem, der ikke allerede havde én. (Opfordringen er hermed givet videre, hvis der skulle sidde nogle giftelystne mænd derhjemme. Der blev fantaseret livligt, om de danske vikinger og en tilværelse højt mod nord). Hvorfor snakker kvinder altid om deres mand og børn, lige så snart de er væk fra dem…? Hmmm… men det er vist universelt.
Jeg prøvede, at fortælle om den kvindefrigørelseskamp, der blev kæmpet af vores danske formødre, tale om rettigheder og ligestilling. Dette var meget fremmed for dem, men de var ret fascinerede, og mente, at det måtte de også til at kæmpe for. De mente dog, at selvom de ikke havde som mange rettigheder derhjemme, så fik de nu nok deres vilje alligevel, med kvindelist :-). Misforstå mig endelig ikke. Det var nogle helt igennem skønne og stærke Quinder jeg var i blandt den aften. Ingen behøver, at have ondt af dem. De styrer hjemmet og jeg har ladet mig fortælle, at de bulgarske mænd helst bare skal gå på arbejde og tjene nogle penge, og så ellers lægge sig på sofaen, når han kommer hjem, så han ikke ødelægger noget… :-D. Det er dog nok en journalistisk stramning – håber jeg! En forrygende aften og et stærkt indblik i en del af den bulgarske kultur bag facaden.
Ikke desto mindre er jeg nu blevet spurgt tre gange, om hvem der så skal passe børnene i mit fraværd? Når jeg så befippet siger; ”øhhh, det skal Simon da”, som det naturligste i (min) verden, så siger de; ”nåhhh ja, han er jo en dansk mand”….Jøsses, det er skræmmende!
To bjergkæder ligger på hver side af motorvejen, der leder os til Sofia. De er så smukke, bjergene! I dag indhyllet i skyer og dis, der ikke helt vil give slip. Bussen er mega varm og jeg glæder mig, til at komme frem. Jeg glæder mig også til at kommer til Danmark, se Gintberg stand-up, besøge min mor og far og lillebror!!
Denmark – Here I come! 🙂
Fingerkys gennem en beskidt busrude til alle!