16. Rejsebrev – Et nyt år
Dette er et rejsebrev fra en familie der (igen) er sneet inde, men som hygger sig med det. Eller det vil sige, at vi teknisk set ikke er sneet inde endnu, men har holdt ungerne hjemme i dag. Der er varsler om en ordentlig omgang sne igen i løbet af dagen (15-20 cm.) og vi ikke vil risikere, at skulle ud på en halsbrækkende mission, for at hente børnene fra børnehaven i eftermiddag. Her er nemlig rigtig vintervejr! Høj sne, stiv frost mellem -10 og -20 grader og en god vind, så det rigtig fyger. For første gang i mange år, kan jeg høre på mange af de mere garvede herboende danskere. Og det bliver vist ved et godt stykke tid endnu.
Når man så bor i en lille landsby som vores, skal man tage den slags alvorligt. Der er ingen der kommer og rydder vejene og spreder sand eller salt og den slags. Er der for høj sne til at du kan køre i det, sidder du fast. Punktum. Vi forstår, hvorfor mange har firehjulstrækkere. Mange steder er dette dog heller ikke til megen hjælp, for politiet har flere steder i landet forbudt al udkørsel.
Vi har det godt og lunt. Vi hygger med spil, krea-sysler, bagning og film og har fundet en fin kælkebakke i nærheden. Vi glæder os til der kommer tøsne, så vi kan få lavet en fin snemand. Vi har godt med brændsel, et nyt og isoleret hus og for første gang kommer Simons trang til at samle til huse og lave lager os virkelig til gode. Vi kunne såmænd brødføde den halve landsby, men det er jo ikke noget nyt. Naboerne får nok en del af de 15 kilo lasagne Simon er ved at bikse sammen i dag.
Vi nåede jo heldigvis liiiiige at komme hjem fra juleferie i Danmark og få købt ind, inden dette vejr startede. Vi havde en rigtig hyggelig, dejlig og hjemlig jul med vores familier. Lige som vi plejer – lige som det skal være! Virkelig skønt.
Det er sjovt at tænke på, at vi sidste år gik rundt og pakkede vores liv i Gudum ned og stod foran at skulle tage et stort og vildt skridt ud i det meget ukendte og lidt farlige. Næste weekend er det er et år siden vi ankom til Bulgarien. Et år siden vi holdt ved en tankstation kl. 6 om morgenen, med stor trailer indeholdende vores jordiske gods efter bilen. Håbende på, at vi snart kunne få kontakt til Poul og Jette, det danske par, der var vores eneste kontakt hernede og vores redningsplanke. Vi havde nemlig ikke sørget for at fået deres telefonnummer… alt det planlægning og så glemmer man det. Og den landsby de bor i er lille, som vores, og så har man intet vejnavn eller husnummer. Men vi fandt dem da ;-).
Det første år i Bulgarien er altså meget snart gået, og ligesom alle andre her ved nytårstid, er det et godt tidspunkt at lave status over året der gik. Det eneste problem i dette er, at der er sket så sindssygt meget for os i det forløbne år, at det er en uoverskuelig opgave. Vi vil nøjes med at konstatere, at vi er uendelig glade for, at have taget springet og alt har levet 120 % op til vores forventninger og lidt til. Vi satte afsted med det mål, at se en del af Europa, som vi slet ikke kendte, leve et spændende liv med rejser og nye oplevelser, være stressfri, have tid til hinanden og børnene og tid til at dyrke vores interesser frem for at arbejde (fx at fotografere, male og skrive en bog). Vi har stadig nok at gøre med at finde os til rette med sproget, bureaukrati, osv. men alle vores mål og drømme vi kommet godt i hus med. Vi har lært, at man skal have rigelig med tålmodighed, godt med stædighed og rimelig med penge, for at det er sjovt at være her.
En ting vi desværre ikke har haft stort held med er vores hunde. Den første gadehund vi tog ind hernede, Mascha, var forgiftet, da hun kom til os og døde tre uger efter. Den gadehund vi har nu, Yoko, har vi kæmpet med lige siden hun var ganske ung og hele tiden ventet på, at hun ville komme over hvalpealderen, og falde til ro. Desværre må vi indse, at det ikke kommer til at ske. Hun er meget intelligent, men utrolig stædig og vil styre alt. Hun bider og napper i alt og alle (Simon, jeg, børn, gæster og katte) og splitter ting ad, både når vi er der og endnu mere når vi ikke er.
Det kan være svært at forstå, for de mange der har hund på en anden måde end vi har. Vi forventer at kunne opdrage vores hunde rigtig meget og at andre mennesker har gjort det samme. Jeg ved ikke, om det er en dansk ting, men jeg ser i hvert fald folk fra andre lande holde hund på en ret anderledes måde end vi gør.
Det handler muligvis om, at vi ikke kan aktivere hende nok. Hvis vi havde 3-5 timers fuld drøn på med hende hver dag, var hun nok for træt til al den ballade. Yoko er ude i haven en stor del af dagen. Vi har haft en legekammerat forbi en gang eller to om dagen, så hun kunne få løbet noget krudt af ud over hendes gåtur hver dag. Det er Conny, en dejlig gadehund der bor frit i landsbyen og som kommer her og får lidt at spise. Hende og Yoko er gode venner og leger i haven, når Conny er forbi. Vi kan ikke tilbyde mere end det. Det er urealistisk. Så er det bedre hun kommer et andet sted hen og det gør hun så snart vi kan finde hende et andet sted at bo. Vi, og Simon især, ved en del om at opdrage hunde og har gjort det før og vi er ikke stolte af at måtte kaste håndklædet i ringen. Min største betænkning var at skulle fortælle det til børnene, men de var helt med og blev slet ikke kede af det. Som de sagde, så var det bedre at Yoko kom et sted hen, hvor hun kunne få lov at være vild og ikke få så meget skæld ud. De ved jo også, hvordan der er at leve sammen med hende…
Vi har tænkt over det længe og er kede af det, men det bliver også en kæmpe lettelse, når vi forhåbentlig snart finder en anden løsning for hende. Slut med gadehunde for os, som vi ikke har nogen karakteristika på -også selvom der viser sig andre hvalpe, der en måned gamle er smidt i en container.
Vi har planer om denne vinter at introducere børnene for at stå på ski. Der skulle være et udmærket skisportssted et par timer herfra, så vi starter nok med et par weekender i streg til at starte på. Vi kan ikke bare tage børnene ud af børnehaven alt det vi vil. Der er mødepligt. Derudover er det nok også fint med lidt af gangen, hvis jeg kender vores unger ret. Så må vi se om de kan få brudt koden så meget, at der er grundlag for en længere tur lidt senere på sæsonen. Men lige nu sidder vi, og alle andre i landet, jo fast i sneen og kan ikke komme afsted nogen steder. Så vi må nøjes med at kælke indtil videre :-).