10. Rejsebrev – Househunting og besøg hjemmefra
Igennem lang tid har det fyldt virkelig meget for os, og specielt mig, hvor vi skal bo på mere lang sigt hernede. Vi bor sådan set fint nok her i byhuset i Sredets, men jeg har sandt og sige slet ikke kunne slippe tankerne om en mere permanent bolig. Det har handlet om flere forskellige ting.
Jeg har lige del trang til hjemlig hygge og redebyggeri, som til frihed til at rejse og opleve alt det nye vi er landet i her. Vores tanke var hjemmefra, at vi ville blive ved med at leje et hus i al den tid vi er hernede. Vi tænkte, at det vel var nogenlunde som derhjemme. Men der tog vi endnu er gang meget fejl 🙂.
Skønt boligmassen er kæmpestor hernede pga. den store affolkning, (de unge rejser til andre lande i EU så snart de kan for at prøve lykken, for her er ikke meget arbejde at få…) er der næsten ingen, der er villige til at leje deres huse ud. Den husleje man kan regne med at få er for lille til at de gider besværet og udgifterne ved at eje et hus, som ejendomsskat osv. er minimale. Her er en helt andet tradition for, at man bare lader sit hus stå tomt, hvis man ikke bruger det, hvilket jo er ulovligt i DK. Når et familiemedlem dør arver børnene automatisk forældrenes (eller onklens eller lignende) hus, der ofte ligger ude i landsbyerne. De unge vil ikke bo i disse ofte ret faldefærdige huse, men er enten i udlandet eller bor i de store byer. Landsbyerne bliver affolkede og forladte, falder endnu mere fra hinanden og priserne for landsbyhusene er så lave, at de unge arvinger ikke gider, hverken besværet med at sælge dem, eller leje dem ud. De får bare lov at stå og måske tager familien ud til husene i weekenden og dyrker jorden til huset og bruger det som en slags sommerhuse. De bor jo som regel i lejligheder inde i byen og her er en enorm stor og fantastisk tradition for at dyrke sine egne grønsager og være selvforsynende.
Vi har prøvet på alle mulige måder at finde et ordenligt hus at leje, hvor vi havde lyt til at blive i flere år. Ved næsten alle huse man flytter ind i her, skal der gøres en del på både lejede og købte huse, før man har lyst til at bo der som dansker. Og det er til trods for at det var englændere vi prøvede at leje fra. Man kan slet ikke kan forvente, at udlejer gør noget som helst for at gøre boligen beboelig for dig. Her er ingen lejelov eller nogen kære mor! Hvis du vil have gjort noget, må du selv op med muldvarpen og det er begrænset hvad man gider bekoste på en lejebolig. Så kort historie lang, kan I nok høre, at det var lidt op af bakke.
Til gengæld er der virkelig mange huse til salg for billige penge! Rigtig mange af de huse vi har kigget på, har været ejet og sat i stand af andre udlændinge – flest englændere. Dels fordi vi har holdt øje med forskellige Facebooksider med huse til salg, som er oprettet og benyttet af udlændinge, og dels er det fordi bulgarerne har en helt anden standart for boligindretning. Fx har de nærmest intet køkken, men bare en slags vask og en form for komfur, og man kan sagtens risikere toilettet er udenfor i haven.
Vi har været rundt og kigge på rigtig mange huse og har undersøgt en hel masse om dette meget anderledes boligmarked. Det er i den grad ”købers marked” lige nu og man kan sagtens komme med et bud 25-40 % under udbudte pris alt efter husets startpris selvfølgelig.
Vi har fundet ud af at det vigtigste, når man køber hus hernede, er beliggenheden! Det er det selvfølgelig også i Danmark og alle andre steder, men her skal man i den grad have med i overvejelserne, hvordan vejenes beskaffenhed er omkring ens hus og i det område man skal køre i dagligdagen. Det giver vist først mening, når man ser hvor mange huller der kan være i en vej…. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig det hvert fald. Derudover er der tusind andre ting som bare er en selvfølge i DK, som varme i huset, indendørs toilet, indendørs trapper til første sal, enkelt ruder eller termoruder, om der er et køkken, om man må smide toiletpapiret i toilettet og al general finish…. Intet er sikkert her, selv det mest basale. Til gengæld er internetforbindelsen mellem 40 og 100 M/bits 🙂.
Så – da et hus på 300 kvm. med alt det ovenstående på plads, og som ligger i den lille landsby Pirne lige udenfor den hyggelige by Aytos med ca. 20.000 indbyggere, bed vi på. Tilmed har dette hus, en fuld lejlighed på 2. sal som vi kan leje ud på kort eller lang basis til Bulgarien-nysgerrige danskere eller englændere. Eller vi kan bruge til at huse de mange familiemedlemmer, der heldigvis kommer på besøg hos os med jævne mellemrum.
Det er en fantastisk underlig og dejlig fornemmelse, at kunne betale sit hus uden at skulle i banken og låne først, og endda med kontanter. Så midt i næste uge skal vi have den store gangstermappe med og betale den fulde pris i kontanter. Ren Onkel Joakim 🙂. Og når vi har betalt, får vi nøglen og kan flytte ind. Så der kommer til at gå omkring en uge, fra vi skrev under og til vi kan flytte ind………….!
Dog venter vi med at flytte vores ting fra vores hus her i Sredets til engang i august, da vi så har god tid til at gøre det nye hus lidt i stand og gøre det hyggeligt. Det trænger til lidt hygge! Til september kan børnene starte i børnehave og indtil da vil vi gerne beholde Carole som vores barnepige. Og nåh ja, vi skal jo også lige en måned til Danmark på sommerferie 🙂.
Vi har haft æren af at have Stig og Mette (Simons far og dennes kone) på besøge i den seneste uge. Det har været en helt igennem hyggelig uge med masser af god mad, rødvin, kortspil, køreture til strand og by og mange gode snakke. Heldigvis fik vi godt vejr igen og det er blevet nydt!
Vi var heldige at Stig og Mette kunne være med i hele vores hushandel. De var med ude at se huset i starten af ugen (hvor vi så det for anden gang), de var med til at prutte om prisen og til sidst fejre kontraktunderskrivelsen. Jeg har sagt det før og siger det gerne igen: Tingene går stærk her i Bulgarien!
I mandags, da vi var afsted sammen med Stig og Mette, børn og hund og hele dynen for at se huset, fik vi lige en ekstra reminder om, hvor vigtigt det er med ordenlige veje, hvis vi skulle have glemt det. I vores iver efter at være gode guider og vise et alsidigt billede af Bulgarien, ville vi prøve at køre af de små veje fra Sredets til Aytos. Det var også en smuk tur og vores gæster fik prøvet de mindre veje med alle hullerne. Vi havde bare lige glemt at tænke på, at det havde regnet meget kraftigt igennem de seneste par uger. Fejl nummer ét!
Da vejen pludselig ikke længere havde nogen asfalt og bestod af lige delt grusvej og kæmpe store dybe vandpytter, konfererede jeg lige med Simon, som var på motorcyklen, da der ikke er plads til os alle i bilen. Vi bliver enige om, at vi hellere måtte blive på ruten, da vi elles kunne ende i en fuldstændig forkert retning. Fejl nummer to!
Jeg kørte først i bilen og da jeg var kommet et lille stykke hen ad denne ”vej”, kunne jeg se, at det her gik overhovedet ikke. Sideløbende var der en anden jordvej, som jeg lige frisk nok tænkte, at jeg lige kunne vende bilen på……….åhh! Fejl nummer tre!!!!!
Denne var endnu mere pløret og med 10 cm ren mudder, så efter kort tid sidder vi uhjælpeligt fast. Bum bum – gode råd er dyre – men vejret er dejligt, udsigten fabelagtig og Yoko er sikker på, at vi holder en pause helt for hendes skyld, der ”in the middle of nowhere”. Vi ringer til et par af vores venner, men ingen er lige i nærheden og det vil tage et godt stykke tid, inden vi ville kunne blive reddet. Heldigvis var Simon jo på motorcykel og han kørte ind til den nærmeste landsby for at se, om han kunne komme i kontakt med nogen, der ville kunne trække os fri.
I landsbyen fik Simon stærk brug for alle talenter indenfor gæt og grimasser, da han skulle prøve at få forklaret en ikke engelsktalende bulgarer om vores situation. Men det lykkedes at få en hevet væk fra morgenkaffen og efter noget tid kom Simon tilbage til familien med en flink mand i en firhjulstrækker og han fik os hevet på af muddergrøften. Alle var glade og hunden var træt! Vi kørte pænt hele vejen tilbage til udgangspunktet og tog de store veje 😉.