3. Rejsebrev – Sredets og hospitalsbesøg.
Lad mig tage jer på en lille imaginær tur rundt i vores nye by Sredets. Et par billeder er allerede røget gennem æteren.
Byen, der er hjemsted for ca. 9000 sjæle, er baseret på bungalows og op fra alle skorstene stiger i disse tider røg fra diverse brændeovne. Der er en stor park med marked om sommeren, en masse fine legepladser, en del mindre købmænd og andre underlige småbutikker, hvor de sælger legetøj, koste og kunstige blomster opdelt ud fra en logik som overgår min forstand. I midtbyen er der et par rigtig gode spisesteder med gennemtrængende musik og fancy indretning. På vejen til højre for hvor vi bor, ligger en skadestue af mildest talt ældre dato. Med 20 % af vinduerne smadrede og med et udseende som noget fra en dårlig russisk koldkrigsfilm. På vejen til venstre for vores hus, ligger et sprit nyt kulturhus, som er stort og flot og hvor der eftersigende er mulighed for fx at danse folkedans eller male graffiti – elsker kombinationen . Længere nede af vejen ligger, hvad der mest af alt ligner et forladt fængsel, men vist er en velfungerende skole. Vores nye engelske venner Carl og Terri har deres datter i den lokale børnehave, som skulle være helt fantastisk. Vi tjekker den ud ved lejlighed…
Vores hus ligger på en stor vej, der løber gennem hele byen. Vejen hedder Vasil Kolarov Boulevard og er vist nok opkaldt efter en tidligere politisk heltefigur. Så er stemningen ligesom sat, ikke?
Udenfor vores hus ligger brostenene i skøn uorden og befærdes af lige delt hestevogne og skramlede biler af ældre dato. Forfrosne bulgarere haster forbi på fortovet med dårligt overtøj og mærkelige huer, der ligner noget folk ville købe som klæde-ud-tøj til en bad-taste-party i Danmark. Temperaturen er under stivfrossen, men solen skinner dog forjættende, så vi kan sidde ude og spise hjemmebagte boller med den bulgarske pølse, der er kommet gennem Janus´s kritiske smagsdommerpanel.
Midt i maden kommer vores meget søde og elskelige nabo Dora ind gennem den havelåge, der er mellem vores haver, med en svingende fuld tallerken med dampende varm mad, som hun lige synes, vi skulle smage. Der er bestemt ikke første gang, hun har været forbi med alskinds slik og kage, men denne gang var det er typisk bulgarsk sammenkogt sag, med hvide bønner og skinke i en meget velsmagende tyk sovs og toppet med frisk persille. Meget lækkert!!
Dora er en skøn kvinde i det hele taget. Vi kan bare komme i hendes have og lege, bruge hendes tørresnor, hvis vores ikke rækker og sende børnene over til kys, kram og kage hos hende. Hun er 65 år og arbejder i en slags bank eller lånevirksomhed, har hun vist mig med fagter og tegn. Hun har en søn og en datter i starten af 40erne og vist nok tre børnebørn – detaljerne fortaber sig let i håndtegnenes verden. Det er dog fantastisk, hvad man kan snakke om, selvom man ikke har et fælles sprog. Dora taler nemlig kun Bulgarsk og vi kan indtil videre kun sig ”goddag, farvel og tak” på bulgarsk. Vi har dog aftalt med Dora, at vi må sætte os ned med google translate snarest og få en ordentlig sludder.
Mens vi spiser vores mad kommer én af de før nævnte hestevogne forbi. Det er Romaerne eller sigøjnerne, der ejer dem. De bruger dem til at hente brænde i skoven lige nu. Der findes mange Romaer i vores by. Sredets er en tidligere militærby, har vi fået fortalt, og da den lukkede ned, brugte Romaerne dele fra militærbygningerne til at bygge deres egen bydel i udkanten af Sredets, op imod en bjergskåning, der ligger lige i nærheden af vores hus. Jeg indrømmer blankt, at jeg synes det er svært, hvordan vi skal forholde os til Romaerne. Hjemmefra har Romaerne været et varmt og omdiskuteret emne, da især min far advarede os mod enhver kontakt med dem. Derfor har det været noget af det, jeg har været lidt spændt på.
Også kære Dora har sagt, at vi ikke skal snakke med dem, for de stjæler. Jeg har fortalt børnene, hvad Dora har sagt, og at vi indtil videre skal holde os fra dem, til vi bliver lidt klogere. Men jeg synes det er problematisk, at advare sine børn mod en race og jeg er meget ambivalent omkring spørgsmålet. Måske skulle jeg skrive til Mads og Monopolet 😉.
Romaer deler skæbne med en del andre folkeslag rundt om i verden, dog helt på deres egen måde – naturligvis. De bliver betragtet som en lavere klasse og udfører alt det hårde og beskidte arbejde. Så hvis en bulgarer fx skal have gravet haven, gjort rent eller have kløvet træ, så sendes der bud efter Romaerne. De går rundt i skraldespandene i hele byen og tager alt plastik, pap, metal og andet genanvendeligt materiale op og sørger for at det bliver genanvendt – en anden form for affaldssortering må man sige, men det ser ud til at virke. Simon og jeg blev dog hurtigt enige om, at vi også vil sortere indenfor hos os og så stille de opdelte poser med plast, metal osv. ud i skraldespanden opdelt i poser, som vi er vant til hjemmefra 😉 så må det da gøre livet lidt nemmere for de hårdtarbejdende skraldere.
Vi går og hygger os i vores nye verden. Kigger og prøver at forstå. I går var hele familien gyldenkål på cykeltur gennem de hullede gader – fire på stribe på cykel med hjelme og højt humør. Hold kæft hvor så vi ud! Alle folk vi kom forbi standsede op og gloede med åben mund. Jeg tror aldrig, de har set noget lignende 😀. Men ungerne er jo så søde at kigge på, når de sådan hjuller afsted, så der kom også mange smil vores vej. Jeg er sikker på, at folk i hele byen snart har styr på, at der bor nogle tossede danskere oppe for enden af Vasil Kolarov.
Dette rejsebrev må lige sluttes af med en af de til dato vildeste oplevelser vi har haft hernede endnu. Vores kære lille purk Janus havde i noget tid, sådan lidt on and off, haft problemer med tissemanden. Da det så i går begyndte at dryppe med betændelse fra den, måtte der gøre noget hurtigt. Så vi tog hinanden under armen alle fire og tøffede over på den næste gade, hvor den før nævnte skadestue ligger. Og selvom det var søndag eftermiddag og bygningen umiddelbart så ud til at have været forladt siden engang midt i 80erne, var der en venlig mand, der viste os vej ind i et modtagelsesrum, da vi bankede på hans dør. Der stod vi så med den lille ømme diller fremme og tre bulgarere der til sammen kunne fem engelske ord. Men vi fandt ud af det . Vi fik en skrivelse med omkring, hvor vi skulle møde op næste dag i Burgas, som er den store by en halv times tid væk.
Så i dag tog vi til storstaden og utroligt nok fik Simon tydet de kyrilliske bogstaver på sedlen og fandt det sted, hvor vi skulle møde op. Da vi havde forklaret vores problem, blev vi fuldt fra den ene vildt oversminkede sure kvinde til den næste. Vi var lidt skræmt og var ligeved at skynde os at smutte igen. De blev ved med at sige kirurg og vi kiggede på hinanden og tænkte, at nu bliver vores dreng sgu omskåret! Hospitalet var fuldstændig ubeskriveligt!!!! ALT var slidt totalt ned til ugenkendelighed. Dette var regionens største hospital og det var helt og aldeles hærget og nedrivningsklart i dansk terminologi. Vi undrede os over at der gik så mange patienter rundt i morgenkåber på gangene og havde livlige diskussioner. Det viste sig at være personalet der frøs og derfor havde kåber udenpå uniformerne. He he – ja selvfølgelig.
Nå, men vi blev ført fra den ene stramtantede dame til den næste og hurtigt efter vores ankomst til hospitalet, blev vi ført direkte op til en læge (muligvis den omtalte kirurg) på urologisk afdeling. Han talte fint engelsk og vi fik en rigtig god, kompetent og betryggende behandling af, hvad der viste sig at være et almindeligt, men dog meget ømtåleligt problem for små fyre som Janus. Han klarede behandlingen super flot og vi kom derfra med både forhud og medicin i behold. Sikke en dag!
Godnat!